Produktchef til SEAT & CUPRA Danmark
Brøndby, DK, 2605
Vil du sætte retningen for to brands, der tør noget andet, og sikre, at vores modelprogram, udstyr og priser står knivskarpt på det danske marked?
Trives du i spændingsfeltet mellem importør, forhandler og kunde, og kan du spotte markedets bevægelser, før de rammer overskrifterne? Så er det måske dig, vi leder efter som vores nye Produktchef for SEAT & CUPRA i Danmark.
Mød dit nye team
SEAT & CUPRA Danmark er en del af Semler Gruppen, Danmarks største aktør på bilmarkedet. Det betyder, at du bliver en del af en koncern med nogle af branchens stærkeste brands i porteføljen, blandt andet Volkswagen, Audi, Škoda, Porsche og John Deere. Midt i det står SEAT og CUPRA som to brands med hver sin tydelige personlighed og et stærkt momentum i markedet.
I vores Produktafdeling er tempoet højt, og beslutningerne har stor betydning. Mange af de kommercielle valg bliver til her, og vi arbejder tæt sammen på tværs for at få ting til at lykkes. Vi er et dedikeret og socialt team, hvor vi hjælper hinanden, deler viden og spiller hinanden bedre. Der er højt til loftet og god plads til, at du kan udvikle dig både fagligt og personligt.
Din nærmeste leder bliver Jesper, Head of Product, som beskriver samarbejdet sådan her:
”Du kan forvente en leder, der møder dig med god energi, engagement og åbent sind. Som leder lægger jeg stor vægt på, at hele teamet bliver hørt og at den åbne dialog spiller os alle bedre. Jeg har tydelige forventninger til afdelingen og det individuelle ansvar for den enkelte i teamet, og jeg tror på at fuldt ansvar og ejerskab over egen produktportefølje, er med til at udvikle dig som Produktchef.”
Din rolle og vigtigste opgaver
Som Produktchef bliver du en del af vores Produktteam, der har ansvaret for at tilpasse de produkter, vi importerer til Danmark, så de står stærkest muligt i konkurrencen på markedet.
Du får selvstændigt ansvar for egne modeller, og du bliver en vigtig spiller i arbejdet med at sikre et konkurrencedygtigt model- og udstyrsudbud, skarpe priser og stærk kommerciel performance – altid med støtte fra et stærkt team.
Du kommer bl.a. til at arbejde med:
- Vedligeholdelse og udvikling af din produktportefølje (udstyr, varianter, positionering og konkurrenceevne)
- Oplæg til og implementering af produktstrategier – herunder prisforhandlinger med fabrikken
- Indsamling og formidling af markedsindsigter samt præsentation af muligheder til Head of Product
- Budgettering, opfølgning og performance tracking – og initiativ til nye aktiviteter, når du ser potentiale
- Markeds- og konkurrentanalyser
- Fagligt indhold til SEAT og CUPRA’s markedskommunikation på relevante platforme
- Sikre at vores priser anmeldes korrekt til DBI
- Vedligeholdelse af vores produktdatabase
- Medansvar for uddannelse af salgsrådgivere, inkl. produkttræning i ind- og udland
Hvem er du?
Du har en stærk kommerciel forståelse og trives i krydsfeltet mellem analyse og forretning, og du kan gøre kompleksitet til klare valg.
Vi forestiller os, at du:
- Har en relevant videregående uddannelse (fx HD eller lignende) kombineret med relevant erhvervserfaring
- Har nogle års erfaring med product management (eller lignende kommerciel rolle)
- Arbejder analytisk, struktureret og selvstændigt – og leverer høj kvalitet
- Er stærk til at skabe overblik i store datamængder og omsætte data til klare anbefalinger
- Er rutineret i Office-pakken – særligt Excel og PowerPoint
Det tilbyder vi
Hos SEAT & CUPRA Danmark får du en plads i et ambitiøst og uformelt team, og en rolle, hvor du får reel indflydelse:
- En sjældent udbudt nøgleposition i en branche i forandring
- Mulighed for at arbejde med brands, der tør skille sig ud
- Gode kollegaer og en hverdag præget af engagement og energi
- Moderne faciliteter, inkl. fitness og lækker kantine
- Fleksible arbejdsforhold og mulighed for hjemmearbejde
- Firmabil
Lyder det som noget for dig?
Send din ansøgning og dit CV snarest muligt, da vi afholder samtaler løbende. Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte Head of Product, Jesper Birkholm Klein på mail jeni@cupra.dk.