Medarbejder til Debitorteam - Semler Gruppen
Brøndby, DK, 2605
Har du lyst til at være med til at supportere en spændende organisation i bilbranchen med dit overblik og flair for tal?
Semler Gruppen beskæftiger sig hovedsageligt med import, salg og markedsføring af nogle af Danmarks stærkeste bilmærker - Audi, Porsche, Volkswagen, SKODA, CUPRA og SEAT, samt import og salg af bl.a. John Deere landbrugsmaskiner.
Du kan nu blive en del af Debitor teamet på Park Allé i Brøndby, hvor du får:
- En dagligdag i en positiv atmosfære i tæt samarbejde med gode kolleger
- Alsidige opgaver og mulighed for at påvirke, hvordan de løses
- En bred kontaktflade til kunder og andre afdelinger i koncernen
Vi søger både dig, som har et par års erfaring fra en regnskabsfunktion - samt dig, som er erfaren bogholder. Det vigtigste er, at du arbejder struktureret, har interesse for tal og lyst til at være en del af vores lille team, der er kendetegnet ved et uformelt arbejdsmiljø og god energi trods deadlines og travle perioder.
Om jobbet
Vi er 5 medarbejdere, som varetager bogholderiopgaver for forskellige selskaber i Semler koncernen. Stillingen omfatter en del kundekontakt og kundeservice. Vi benytter primært Dynamics 365 F&O som bogføringssystem. Opgaverne er bl.a.:
- Bogføring af indbetalinger og at foretage bankafstemning
- Kundesupport og kommunikation med både interne og eksterne kunder via mail og telefon – også på engelsk
- Opfølgning pr. telefon og skriftligt vedr. udestående fakturaer samt udsendelse af rykkerskrivelser
- Deltage i måneds- og årsafslutning vedr. debitorer
Vi står overfor en omfattende digitalisering af hele vores finansområde, hvor vi løfter økonomistyringen til næste niveau via Semler Gruppens store transformationsprojekt NASA.
Der er derfor fremadrettet rig mulighed for involvering i implementering, test og digitalisering i forbindelse med overgangen til vores nye finanssystem.
Om dig
Du har en relevant økonomisk uddannelse, og mindst 2-3 års erfaring fra en lignende stilling. Vi forestiller os desuden, at du:
- Har anvendt Microsofts produktpakke, og det er en fordel, hvis du har benyttet Dynamics 365 som bogføringssystem
- Er nysgerrig med et frisk syn på tingene, samt øje for løsninger i digitale værktøjer
Hvad kan du forvente af mig som leder?
Jeg er en leder, som tror på gode resultater ud fra et stærkt samarbejde. Du får lov til at være selvkørende, men jeg forventer også, du selv siger fra i tide, når/hvis en opgave bliver for stor eller udfordrende. Der kan til tider godt være travlt i vores team, men vi har altid godt humør og smil omkring os.
Om os
Semler Gruppen er med over 3.000 ansatte, Danmarks største virksomhed i bilbranchen med over 100 års erfaring inden for import og salg af biler. Vi står på et stærkt fundament i kraft af en solid forretning med blikket og ambitionerne rettet mod fremtiden.
Du får en afvekslende hverdag i et team af imødekommende kolleger, som hele tiden er nysgerrige på, hvordan vi kan forbedre vores processer og arbejdsgange. Vi tilbyder bl.a. også:
- Fleksible arbejdstider
- Mulighed for hjemmearbejde
- Arrangementer i vores personaleforening
Hertil kommer pension, sundhedssikring og en hel del andre fordelagtige medarbejdergoder, der bl.a. inkluderer fitnessfaciliteter og en formidabel frokostordning i vores kantine.
Lyder det som noget for dig?
Så ser vi frem til at høre fra dig. Stillingen ønskes besat hurtigst muligt, så søg gerne allerede i dag.
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte Debitor Teamleder Flemming Poder på e-mail flpo@semler.dk