Debitorbogholder til Semler Gruppen

Job ID:  3494
Sted: 

Brøndby, DK, 2605

Vi søger en engageret debitorbogholder til Park Allé i Brøndby – en stilling, hvor du kan udvikle dine færdigheder og blive en del af en virksomhed i vækst med stærke værdier i en branche i stor udvikling.

 

Om jobbet
Vi er et team på 5 medarbejdere, som varetager bogholderiopgaver for en bred vifte af selskaber i Semler koncernen.
Arbejdsopgaverne er normale bogholderiopgaver, men omfatter også en del kundekontakt og kundeservice.
Vi benytter primært Dynamics 365 F&O som bogføringssystem.
 
Stillingen er udfordrende og kalder på en solid bogholderprofil, som kan sit fagområde og er stærk på systemer generelt. Du får stor indflydelse på din arbejdsdag og vil opnå en bred kontaktflade i koncernen. Du refererer til vores Debitor Teamleder.

 
Opgaverne er bl.a.

  • Bogføring og bankafstemning: Sikre præcis og rettidig bogføring samt afstemning af banktransaktioner for optimal økonomisk gennemsigtighed.
  • Kundesupport og kommunikation: Professionel dialog med både interne og eksterne kunder via mail og telefon – også på engelsk – for at levere førsteklasses service.
  • Opfølgning på betalinger: Proaktiv håndtering af kunder ved manglende betalinger for at sikre et stabilt cash flow.
  • Måneds- og årsafslutning: Deltagelse i afslutningsprocesser, herunder diverse opgaver for at sikre en fejlfri og rettidig rapportering.
  • Ad-hoc opgaver
     

Om dig

  • Du er struktureret og har flair for tal.
  • Du er tidligere lykkedes med at optimere processerne i et bogholderi – her har du måske anvendt Microsofts produktpakke og Dynamics 365 eller lignende som bogføringssystem.
  • Du har gå-på-mod og trives i en varieret hverdag med stor fokus på standardisering, kvalitet og ordentlighed.
  • Du er en teamplayer og trives i et miljø, hvor vi som team arbejder tæt sammen.
     

Desuden forestiller vi os, at du:

  • Arbejder systematisk og har øje for, hvordan processer løbende kan optimeres
  • Tager rollen i spidsen for den faglige udvikling og leverance i teamet
  • Er nysgerrig og tænker ud af boksen
  • Har fokus på kvalitet og detaljer
  • Har øje for løsninger i digitale værktøjer
  • Kan begå dig på engelsk i skrift og tale
     

Hvad kan du forvente af mig som leder?
Jeg er en leder, som tror på gode resultater ud fra et stærkt samarbejde i teamet.
Du får lov at være selvkørende, men jeg forventer også, du selv siger fra i tide, når/hvis en opgave bliver for stor eller udfordrende.
Der kan til tider godt være travlt, men ikke mere end at vi altid har et godt humør omkring os.

 

Om os 
Semler koncernen står på et stærkt fundament i kraft af en solid forretning med over 100 år i bagagen, og med blikket og ambitionerne rettet mod fremtiden.
Som landets største bilaktør og landbrugets sikre samarbejdspartner driver vi nutidens løsninger indenfor mobilitet. Vi repræsenterer nogle af de stærkeste brands, bl.a. Volkswagen, Audi, Skoda, SEAT, CUPRA og Porsche samt andre Premium mærker.
 

Vi tilbyder
En spændende hverdag i et team bestående af passionerede, ordentlige og imødekommende kolleger. Vi er hele tiden nysgerrige på, hvordan vi kan forbedre vores processer og arbejdsgange, så du har i høj grad mulighed for at præge dine arbejdsopgaver og din hverdag hos os. Vi vægter medarbejdertrivsel højt – derfor bestræber vi os altid på at tilbyde et godt arbejdsmiljø, hvor du får fleksible arbejdstider, mulighed for hjemmearbejde, samt sjove og uformelle arrangementer med dine kolleger i vores fælles personaleforening.
Vi tilbyder pension, sundhedssikring og en hel del andre fordelagtige medarbejdergoder.
Desuden har vi en dejlig kantine med god frokostordning.

 
Lyder det som noget for dig?
Så ser vi frem til at høre fra dig. 
Stillingen ønskes besat hurtigst muligt, og når den rette kandidat er fundet, fjernes stillingsopslaget.

Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte Debitor Teamleder Flemming Poder på e-mail flpo@semler.dk 

Din vej. Fælles fremtid​

Som ny kollega i Semler Gruppen bliver du en del af et stort fællesskab på mere end 3000 kollegaer. Vi er fordelt over hele landet, og arbejder med alt fra landbrugets tungeste maskiner til selvkørende teknologi og delebiler. ​

At være en del af en stor organisation betyder, at der er talrige muligheder for at udvikle sig både fagligt og personligt. Vi har f.eks. en hel uddannelsesafdeling, som tilbyder efteruddannelse og certificeringer i samarbejde med vores producenter. Sidst men ikke mindst kan vi hjælpe dig på vej med vores udviklingsværktøj GROW, som intelligent og systematisk matcher dine kompetencer op imod udviklingsmulighederne i Semler Gruppen.​

Alle er vi forenet af et sæt fælles værdier, der fungerer som den daglige gps for vores måde at arbejde på. ​

Vi er ordentlige. Vi holder hvad vi lover, også når det kræver en omvej. Sådan er det, når ambitionen er at have de mest tilfredse kunder og leverandører i de brancher vi opererer i. ​

Vi er dedikerede. Vi står distancen og kommer i mål. ​

Vi er nytænkende. Fordi man ikke bliver Danmarks største bilaktør af at køre på autopilot.​

Vi har glimt i øjet. Med respekt for hinanden og godt humør bliver det rarere at gå på arbejde.